søndag den 10. maj 2009

TIPH - en anderledes hverdag

Nu skal der lige et indlæg til om de sidste par dage - inden vi tager på en uges tur rundt i landet - mere om det senere!

Torsdag og fredag havde vi - tja, nogle lidt alternative arbejdsdage. Musalaha havde besøg af en forholdsvis vigtig gruppe amerikanere, og et af parrene havde deres 10-årige søn med. Ham skulle vi så underholde de to dage. Så torsdag morgen gik turen til Science Museum, som fungerer lidt som experimentariet, så det var rigtig godt. Rart at der skete lidt ,og vi kunne sammen med Jake rende rundt og prøve det hele af. På turen hjem skulle vi have lidt frokost, så vi endte med fast-food til Jakes store glæde!! - det får han vist ikke så meget til hverdag...
Fredag gik turen til Jerusalem Biblical Zoo, hvor vi så på alle dyrene - og specielt var det hyggeligt at se den afdeling, hvor det er mere bibelsk, med Noas ark i enden! En rigtig hyggelig tur.. Og begge dagene fik vi tidligt fri, fordi det ikke kunne betale sig at tage tilbage til arbejdet...

Fredag var også store bede- og bodsdag. Det blev fejret i Den Danske Kirke med gudstjeneste kl 16. Det var dejligt at være samlet til en gudstjeneste igen. Efter gudstjenesten tog vi hjem til os, hvor vi hyggede med varme hveder - og vi fejrede Olsens fødselsdag. Nogle af nordmændene og Henna, vores finne, kiggede også forbi. Midt om natten dukkede Birgittes forældre Birthe og Kai Ove op her i lejligheden. Vi glæder os begge over at have besøg, vise dem rundt og rigtigt hygge i de næste par uger...

Lørdag havde vi en tur med kirken til Hebron, hvor vi skulle besøge TIPH (Temporary International Presence in Hebron = Midlertidig international tilstedeværelse i Hebron) Hebron er en meget sammensat by - den ligger på Vestbredden, men midt i byen ligger der hele 4 jødiske bosættelser. Ofte kommer der ikke noget fredeligt ud af denne sameksistens, så der er TIPHerne tilstede i byen. Mange af dem er politifolk, men en del også civile (ofte der fordi de kan enten arabisk eller hebraisk). De bærer ingen våben andet end et kamera - de går på patruljer og dokumenterer med kameraet alt hvad der sker i byen mellem de to grupper. Dette rapporterer de så til IDF (den israelske hær) eller til de palæstinensiske myndigheder. Det var rigtig spændende at høre om deres arbejde, og to af dem - en dansker og en jordaner, som har boet 30 år i DK, viste os rundt i byen, hvor vi virkelig fik indblik i, hvordan det hele foregår i Hebron. Denne tur viste meget mere end noget andet, at forsoning virkelig er en nødvendighed, men også, at det desværre ikke er alle, der er indstillede på det! Hvor er det trist, der er grund til bøn for fred mellem de to grupper, for alle lider under situationen...

I dag har vi været på tur til Davidsbyen, hvor vi gik i Ezekiahs tunnel. Det er en tunnel, der blev gravet på underfundig vis på gammeltestementelig tid. Man går i vand, når det når længst op, når det kanten af shortsene. Det var en helt fantastisk oplevelse, de har virkelig ikke været dumme dengang. Ellers har vi gået lidt rundt i den gamle by - og har bl.a. set Grædemuren. Det har været en dejlig dag i godt selskab...

I morgen går turen så nordpå, hvor vi skal bo i Tiberias de første 3 dage. Så en overnatning i Haifa, derefter i Tel Aviv (så vidt jeg ved, men ingen garantier, jeg følger bare efter, hvis jeg får lov til at blande mig udenom planlægningen!!!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar