torsdag den 7. maj 2009

Smoothie, bowling, videnskab og bagværk...

Nu tager jeg mig virkelig sammen, så indlæggene får jo næsten lov til at strømme ind på bloggen. Håbet er, at det ikke behøver at blive så langt så...

Mandag var både Birgitte og jeg rigtig trætte efter den dejlige Galilæatur, så arbejdsdagen gik lidt langsomt, men vi kom da igennem den! Da vi kom hjem, kom Henna ned for at invitere os på Smoothies senere på aftenen. Vi kom derop ved 20-tiden og havde bare en rigtig hyggelig aften med dem fra lejligheden ovenop!

Tirsdag havde vi aftalt at vi skulle ud at bowle med Awad, en af fyrene fra undervisningen i Bethlehem, og hans ven Teddy. Awad kan normalt ikke komme til Jerusalem, da han er fra Vestbredden, men har stadig tilladelse i forbindelse med påsken. Teddy kom og hentede os og sammen hentede vi Awad ved checkpointet, hvorefter vi tog ud for at bowle. Det var rigtig hyggeligt - Birgitte vandt 2 ud af 3 runder stort, men jeg klarede mig nu også meget godt - lad os bare sige, at fyrene ikke havde overtaget (hmm, de havde så heller ikke prøvet at bowle meget mere end 3 gange tidligere) Efter vi havde bowlet tog vi til Bethlehem, hvor vi fik en sen omgang aftensmad på en restaurant og derefter kørte vi hjem til Awad, hvor vi hyggede os lidt inden turen gik tilbage til Jerusalem engang efter midnat. En rigtig dejlig dag i selskab med to rare mennesker!
En anden ting der også skete tirsdag var at der kom en mand ind i bussen på vej hjem fra arbejde med sin guitar under armen. Han spillede en lovsang for buschaufføren og satte sig så lovpriste Gud på sin plads. Det var helt fantastisk. Vi stod af ved samme stop, så vi tænkte, at vi da lige ville hilse på - og vi endte med at synge lovsange hele vejen hjem (ca. 10 mins gåtur) Han introducerede sig selv, da vi stod udenfor vores lejlighedskompleks og fortalte hvordan han aldrig tager den bus han tog denne dag. Der er noget længere at gå end hvis han tager en anden bus, men han var på en eller anden måde endt på bussen, og havde bedt til Gud, om hvorfor han sad der... Og så sagde han, at han følte, at grunden havde været os. Han havde følt det som en stor opmuntring at synge sammen med os - og det kan vi kun sige også gjaldt for os. Jeg kan kun bede om at få bare en brøkdel frimodighed i troen som han!!

I dag, torsdag, skulle vi have en anderledes arbejdsdag. Der er en gruppe på besøg fra USA, og et par derfra har deres søn, Jake på 10 år med. Da han ikke skulle sidde og lytte til undervisning ved Salim om Musalaha hele dagen, havde vi fået til opgave at underholde ham. Så i formiddags tog vi turen til Bloomfield Science Museum, hvor vi tilbragte små 3 timer med at gå rundt på opdagelse i videnskabens verden. Det var et meget hyggeligt museum, hvor man kunne prøve en masse ting af, der relaterer til en masse videnskabelige teorier i praksis. Bagefter spiste vi frokost sammen og så satte vi ham af ved Holocaust museet. En dejlig dag med Jake - i morgen går turen til Biblical Zoo sammen med ham, og så er der dømt en uges ferie for os igen i selskab med Birgittes forældre. Vi har lige gjort hele hytten rent og bagt til den store medalje, så det er bare herligt!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar