Ugerne der løb afsted

Det er jo ikke fordi vi laver så meget, men tiden løber bare derudaf uden at vi når en brøkdel af det vi gerne vil. I hvert fald når vi ikke at opdatere bloggen. Men nu vil jeg give det endnu et forsøg...

I de sidste par uger har vi haft besøg af Louise og Charlotte, som har været her for at evaluere vores projekt med Musalaha. Det har været godt og meget hyggeligt. Forrige weekend tog de, Pia, Heidi, Maibritt og vi til Tel Aviv, hvor vi først var i kirke i Immanuel Church for derefter at tage med Mette og Martin Hornstrup, som i 3 uger er volontørere hos kirken, hjem og spise forkost. Det var rigtig hyggeligt og dagen blev sluttet af på stranden, hvor der var dejligt varmt og kæmpe bølger. Heidi og Pia tog med os hjem og sov til søndag - hvor vi tilbragte dagen på terrassen med solbadning og vandkrig, krøller i Heidis hår og isspisning. En herlig cocktail.

Sidste uge forsvandt ligeså hurtigt som den kom. Onsdag havde vi møde med Samouel og Nader i Ramallah - det var rigtig dejligt at se dem igen... Og torsdag skulle vi ud at spise med Louise, Charlotte, Nader, Samouel og Yousef. Herligt at se Yousef igen, vi havde ikke set ham siden juni engang, så det var bare dejligt. Hvor kommer vi til at savne alle de drenge, når vi om 2 ugers tid vender snuden mod Danmark igen. Dette var en evaluerings/afslutningsmiddag - vi k0mmer nok kun til at se drengene en gang eller to mre før vi rejser, det er bare underligt...

I fredags tog vi hjem til Pia og Heidi efter endt arbejdsdag, hvor vi bare hyggede os. Vi overnattede indtil lørdag, hvor formiddagen gik med afslapning og i løbet af eftermiddagen tog vi ind i Den Gamle By og tullede rundt, som i hvert fald Birgitte og jeg holder af det, og til sidst sluttede vi af med noget mad på Jerusalem Hotel.

Søndag skulle vi se et af de vigtigste steder for os at nå inden turen går hjem igen, nemlig Yad va Shem også kendt som Holocaust museet. Det var rigtig godt at være derude. Meget skræmmende og det er egentlig også meget følelsesladet at være der - så meget ondskab, der ødelagde så mange liv. Spørgsmålet jeg godt kan sidde tilbage med, er om det overhovedet var en "fordel" at overleve koncentrationslejrene? For hvordan kan man overhovedet få et liv til at fungere igen bagefter? Er man ikke mærket for livet og helt ude af stand til at "komme sig over" det man har været igennem? Tiden sletter altså bare ikke alle sår, den læger heller ikke nødvendigvis. Har man mistet alle sine kære og set så meget ondskab på et sted, så er jeg ikke sikker på man kan fungere igen bagefter. Og hvad hvis man er blevet tvunget til at grave massegrave, eller få alle sine venner losset ind i et gaskammer? Kan man så tilgive sig selv det? Der er mange tanker, som man sidder med bagefter - en ting kan vi bare konkludere: Hvor var det frygteligt og hvor håber vi bare ikke, at historien kommer til at gentage sig selv.

Efter vi havde været på museet tog vi ind i byen og hyggede os, for derefter at sætte kursen mod French Hill til en dejlig afslappende aften, med rester til aftensmad efterladt af Louise og Charlotte - vi siger mange tak.

I dag var det så tilbage til kontoret. Dagen skal nok komme til at gå hurtigt, for snart skal vi hente børn på Vestbredden for at få dem med på børnelejr - de kan ikke selv komme igennem checkpointet og hverken palæstinensere eller israelere kan komme igennem - så det efterlader os med jobbet. Så havde det bare været hyggeligt om vi skulle have været med på lejren, som det oprindeligt var planen, men det skal vi jo så bare ikke!! Der var alt for mange ledere, så vi skulle blive på kontoret i stedet!!

Nå, det var alt for nu.. Billeder - tja, det må i undvære, i hvert fald ind til videre, men sats ikke på at der kommer noget - kameraet bliver heller ikke brugt så flittigt længere! Nu nyder vi bare livet...