Birgitte og Dina i Israel: juli 2009

fredag den 24. juli 2009

Farvel hist og her

Så er nedtællingen til vi atter ankommer i det danske så småt begyndt. Det er underligt, at der nu ikke er meget mere end 1½ uge til vi skal forlade, det der har været vores hjem i 7 måneder. I tirsdags havde vi den første rigtige afsked - i hvert fald den første, hvor det er os selv, som flytter væk. Vi tog til Ramallah, hvor vi tog hjem til Samouel og spise med en stor del af hans familie. Det var rigtig hyggeligt at være der en sidste gang - Samouel rejser udenlands på søndag, så vi når ikke at se ham igen. Bagefter mødtes vi sammen med Samouel med Nader - og vi kørte lidt rundt til forskellige cafeer og hyggede os med dem, før de kørte os ud til checkpointet, hvor vi skulle tage afsked med dem begge. Der kom en lille klump i halsen, for vi har virkelig delt meget med de to. Det er ikke sjovt at sige farvel, når man ikke ved hvor lang tid der går før man kan ses igen! Det er underligt og trist. Men vi havde en dejlig dag sammen, hvor vi nød selskabet i fulde drag...

Samouel, Birgitte, mig og Nader i en have i Ramallah

Nader og Samouel foran en sten fra Ramallah rådhus om at de har doneret haven

Onsdag tog vi efter end arbejdsdag ind i Den Gamle By, hvor vi som så ofte før "tullede" rundt og hyggede os med gamle og nye venner derinde. Der er nu en speciel stemning derinde, som vi kommer til at savne en hel del. Men vi når vist også lidt flere ture inden vi tager hjem til Danmark igen.

Mig i Den Gamle By

David Street i Den Gamle By

I går havde vi så den sidste dag alene i lejligheden - så hvad er bedre end at skynde sig hjem og gøre godt og grundigt rent? Så det gjorde vi, nu er der i den grad klar til besøgende. Bagefter nød vi bare livet med at gøre alle de ting vi ellers ikke må, hehe... Vi spiste chokolade i bunkevis, røg vandpibe og så en dejlig romantisk film. Det var en herlig aften, men hvor er det underligt at der fra nu af, vil være gæster i huset frem til vores afrejse. I dag kommer en ung dansk rejsegruppe, som skal overnatte nogle nætter på vores terrasse og på søndag kommer der en vikarpræst og hans kone. Det er underligt, for det har hele tiden ligget så langt ude i fremtiden, det har været det sidste, der skulle ske inden vi skulle rejse hjem - og nu, ja så sker det hele pludseligt!!

I aften har vi været til graduationparty (dimissionsfest) for en af vores grupper i Bethlehem. Det var en hyggelig aften, hvor vi inden mødtes med Yousef og røg lidt vandpibe, mens vi ellers gjorde os klar til aftenen. En god afsked med undervisningen på Vestbredden. Ligeledes har det nok været sidste gang vi skal være sammen med Shireen og hendes mand Ibrahim, som vi har arbejdet sammen med i Bethlehem!

Gruppen til dimissionsmiddagen

Ibrahim og Shireen

Manar og mig selv til dimissionen - en rigtig sød pige, hvis selskab vi har nydt meget i undervisningen

Jeg beklager det lidt vemodige indlæg. Selvom det hele er lidt trist lige pt, så glæder vi os også vildt meget til at komme hjem igen, og gense jer alle - venner og familie, for der er også et stort efter jer!!! Så en sorgens og bestemt også en glædens dage nærmer sig meget!!!

mandag den 20. juli 2009

Ugerne der løb afsted

Det er jo ikke fordi vi laver så meget, men tiden løber bare derudaf uden at vi når en brøkdel af det vi gerne vil. I hvert fald når vi ikke at opdatere bloggen. Men nu vil jeg give det endnu et forsøg...

I de sidste par uger har vi haft besøg af Louise og Charlotte, som har været her for at evaluere vores projekt med Musalaha. Det har været godt og meget hyggeligt. Forrige weekend tog de, Pia, Heidi, Maibritt og vi til Tel Aviv, hvor vi først var i kirke i Immanuel Church for derefter at tage med Mette og Martin Hornstrup, som i 3 uger er volontørere hos kirken, hjem og spise forkost. Det var rigtig hyggeligt og dagen blev sluttet af på stranden, hvor der var dejligt varmt og kæmpe bølger. Heidi og Pia tog med os hjem og sov til søndag - hvor vi tilbragte dagen på terrassen med solbadning og vandkrig, krøller i Heidis hår og isspisning. En herlig cocktail.

Sidste uge forsvandt ligeså hurtigt som den kom. Onsdag havde vi møde med Samouel og Nader i Ramallah - det var rigtig dejligt at se dem igen... Og torsdag skulle vi ud at spise med Louise, Charlotte, Nader, Samouel og Yousef. Herligt at se Yousef igen, vi havde ikke set ham siden juni engang, så det var bare dejligt. Hvor kommer vi til at savne alle de drenge, når vi om 2 ugers tid vender snuden mod Danmark igen. Dette var en evaluerings/afslutningsmiddag - vi k0mmer nok kun til at se drengene en gang eller to mre før vi rejser, det er bare underligt...

I fredags tog vi hjem til Pia og Heidi efter endt arbejdsdag, hvor vi bare hyggede os. Vi overnattede indtil lørdag, hvor formiddagen gik med afslapning og i løbet af eftermiddagen tog vi ind i Den Gamle By og tullede rundt, som i hvert fald Birgitte og jeg holder af det, og til sidst sluttede vi af med noget mad på Jerusalem Hotel.

Søndag skulle vi se et af de vigtigste steder for os at nå inden turen går hjem igen, nemlig Yad va Shem også kendt som Holocaust museet. Det var rigtig godt at være derude. Meget skræmmende og det er egentlig også meget følelsesladet at være der - så meget ondskab, der ødelagde så mange liv. Spørgsmålet jeg godt kan sidde tilbage med, er om det overhovedet var en "fordel" at overleve koncentrationslejrene? For hvordan kan man overhovedet få et liv til at fungere igen bagefter? Er man ikke mærket for livet og helt ude af stand til at "komme sig over" det man har været igennem? Tiden sletter altså bare ikke alle sår, den læger heller ikke nødvendigvis. Har man mistet alle sine kære og set så meget ondskab på et sted, så er jeg ikke sikker på man kan fungere igen bagefter. Og hvad hvis man er blevet tvunget til at grave massegrave, eller få alle sine venner losset ind i et gaskammer? Kan man så tilgive sig selv det? Der er mange tanker, som man sidder med bagefter - en ting kan vi bare konkludere: Hvor var det frygteligt og hvor håber vi bare ikke, at historien kommer til at gentage sig selv.

Efter vi havde været på museet tog vi ind i byen og hyggede os, for derefter at sætte kursen mod French Hill til en dejlig afslappende aften, med rester til aftensmad efterladt af Louise og Charlotte - vi siger mange tak.

I dag var det så tilbage til kontoret. Dagen skal nok komme til at gå hurtigt, for snart skal vi hente børn på Vestbredden for at få dem med på børnelejr - de kan ikke selv komme igennem checkpointet og hverken palæstinensere eller israelere kan komme igennem - så det efterlader os med jobbet. Så havde det bare været hyggeligt om vi skulle have været med på lejren, som det oprindeligt var planen, men det skal vi jo så bare ikke!! Der var alt for mange ledere, så vi skulle blive på kontoret i stedet!!

Nå, det var alt for nu.. Billeder - tja, det må i undvære, i hvert fald ind til videre, men sats ikke på at der kommer noget - kameraet bliver heller ikke brugt så flittigt længere! Nu nyder vi bare livet...

torsdag den 9. juli 2009

Så gik turen til Egypten

Vi kan jo slet ikke følge med herinde. Alt for meget sker - og alt for lidt bliver skrevet om det! Men nu vil jeg kort prøve at skrive om de sidste par uger:

Birgitte nød i høj grad besøget af Nanna og Miriam - og det gjorde jeg for den sags skyld også (selvom det gav mig en del mere arbejde, da Birgitte tog fri - men hvem ville ikke have gjort det for 2 dejlige veninder?)

Fredag middag var det hele slut - for der satte Birgitte og jeg kursen mod Egypten, da vi skulle have fornyet visumer igen! Så vi tog først bussen til Eilat, hvor vi mødte 6 argentinske fyre, som vi endte med at krydse grænsen med og fortsatte sammen med dem i en van til Cairo. Der ankom vi så kl 2 om natten efter ca. 12 timers rejse. I Cairo boede vi hos Omar, som Birgitte kender fra DUF kurset. Han bor hos sin far og lillebror, så det var meget hyggeligt. Vi brugte stort set alle dage i Cairo, da vi bare nød afslapningen - og at møde Omars venner..

Lørdag gik vi rundt i nabolaget med Omar. Vi sad lidt på en cafe og nød et stop vandpibe og om aftenen sad vi så på deres tag, hvor alle de unge fra bygningen hænger ud om aftenen/natten (egypterne er ofte natteravne - temperaturen er bare mere behagelig om natten..)

Søndag fulgtes vi med en anden Omar - lad os kalde ham #2 for nemheds skyld. Det var meningen vi skulle have været på det egyptiske museum, men vi havde glemt passet, så vi kunne ikke komme ind. Så vi endte med at tage ud til pyramiderne, hvor vi red rundt på vores heste - første gang for os at ride rundt alene, uden en der holder i seletøjet. Hani, som var den fyr, der red med fra stedet, hvor vi havde lejet hestene fra, kunne til gengæld godt lide at få specielt min hest, Michael til at galopere - hvilket jeg ikke var helt tilfreds med i øjeblikket - men det var nu skægt nok. Besøget blev ikke så langt, men vi må bare indrømme, at de pyremider er imponerende - og det er sfinxerne også. Det var en dejlig dag, som atter endte på taget...

Mandag tog #2 os med til Citadellet. Aldrig har vi været så irriteret over at følges med nogen, for han gav os slet ikke tid til at se stedet - så vi fik ikke så meget ud af besøget. Men vi så en imponerende moske og nogle politi- og militærmuseer. Bagefter tog vi til Khan al-Khalili, som er deres svar på Den Gamle By. Her fik vi ret hurtigt droppet #2, da det bare blev for træls. Så vi gik rundt og hyggede os med at gå rundt i gaderne. Vi mødte en fyr, som var meget sød. Hans familie viste sig at eje den ældste cafe i Cairo, som guidebøgerne fortæller at man SKAL besøge. Tilfældigt mødte vi ham der igen, og han endte med at betale for os - for bagefter at vise os rundt i det gamle Cairo. Så fortalte han os om en rigtig hyggelig park, hvor vi (Birgitte og jeg alene) tog ud bagefter. Noget af det første vi mødte der, var to muslimske kvinder og en masse børn. Den ene stak sit lille barn i Birgittes favn mens alle andre børn omringede os - og så var det billedetid. Da vi havde forladt dem, kom nogle af børnene pludseligt løbende efter os og spurgte om vores navne. Jeps, vi er jo flydende på arabisk, så vi forstod dem fuldt ud (det skulle vi senere erfare ikke var situationen, da vi ikke kunne forstå et eller andet spørgsmål, de virkelig gerne ville have svar på) Lidt senere hørte vi nogen råbe vores navne - og der var de to kvinder igen med alle børnene - og de ville gerne have endnu et billede med os og børnene på en bænk.. Så nu har vi også været en turistattraktion... En hyggelig dag i parken..

Tirsdag var vi hele dagen på egen hånd. Vi startede med at se Det Egyptiske Museum, hvor man kan se mange genstande fra de forskellige egyptiske tidsperioder. Det var meget hyggeligt. Bagefter tog vi en hestevogn (virkelig turistet) til Cairotower - et tårn, hvor man har en helt fantastisk udsigt over Cairo. Om aftenen tog vi ud og sejlede i en Faluka, som er en båd med sejl, på Nilen, sammen med Omar (#1) og Abbas, som er en af vennerne fra ejendommen. Det var en hyggelig sejltur, helt stille og rolig.

Onsdag havde vi bestemt vi ville til Alexandria, som er en gammel græsk-romersk by 4 timers kørsel fra Cairo. På det egyptiske museum havde vi mødt en fyr, Amir, som kom derfra, og ham ville vi så møde. Men da det ikke gik så godt med at finde et transportmiddel til Alex, endte vi med kun at sidde på en cafe og komme på stranden, da det var for sent at se noget. Men vi havde en meget god dag med Amir og hans to venner - vi tog ud at spise med dem til sidst (vi missede både tog og nogle busser da vi skulle hjem, så vi var først i Cairo igen kl. 5 om morgenen!)

Torsdag sov vi længe og nød bare livet hjemme hos Omar (han var selv på arbejde) Det var nu godt nok med noget afslapning...

Fredag skulle vi have været til Nuweiba, som er en by på Sinai-halvøen ud til Det Røde Hav. Men desværre gik der ingen busser og Omar endte med at fare rundt i Cairo det meste af dagen for at finde en måde at komme dertil. I stedet for at tage den 7 timers tur til Nuweiba endte vi med at køre med #2 til Ein Sukkoh (eller hvad det hedder) som er en by også ud til Det Røde Hav, men kun 1 times kørsel fra Cairo. Vandet var heller ikke så lækkert, men vi endte på et luksushotel, hvor vi havde en dejlig pool. Vi nød livet her - men vi kunne ikke være på hinandens værelser, da det er imod egyptisk skik - så der gik sikkerhedsvagter rundt og smed os væk fra Omars værelse 2 gange vi prøvede at komme derind.. Det var underligt at føle os så overvåget - men de havde heller ikke andet at lave end at kigge efter os, eftersom vi var de eneste udlændinge.. Hotelpersonalet prøvede ellers at hjælpe os (bare rarere på værelserne midt i eftermiddagsheden, da der er air condition der) men de statsansatte sikkerhedsvagter var for snu!!

Søndag morgen tog vi tilbage til Cairo, hvor Omar tog på arbejde og Birgitte og jeg tog til det Koptiske Cairo - som er den kristne del af byen. Der er nok fem kirker, som dog ser noget anderledes ud end hvad vi er vant til. Men det var meget hyggeligt at gå rundt - og se nogle kristne egyptere, hvilket man ellers kunne blive i tvivl om der fandtes. Vi spiste frokost på en lille hyggelig cafe, hvor der sad en arabisk familie. De to små sønner kom over til os, og endte med at sidde hos os i små 2 timer - til trods for de intet engelsk kunne, hvilket forældrene heller ikke kunne. Men det var rigtig hyggeligt at "lege" med dem - der skulle jo intet til for at underholde dem!!

Mandag tog vi afsted tilbage til Israel kl 5.30 om morgenen, for at være i Eilat omkring kl 12.30. Vi havde det meget let med at komme over grænsen, så tak og pris for det. Jeg blev stilt en del spørgsmål, Birgitte lidt færre, men det var alt i alt meget let.. Kl. 14 gik bussen tilbage til Jerusalem og ved 18 tiden var vi tilbage hjemme. En dejlig tur - men hvor er rygterne sande om egyptiske mænd - eller i hvert fald nogen af dem.. Nogen piller frygteligt meget, de fleste glor - og så er der de vildt søde fyre, som aldrig ville gøre en kat fortræd... Men vi har nydt ferien i høj grad, det har bare været dejligt

Nu er vi så tilbage på arbejdet igen, der er nok at se til... Papirerne har hobet sig op mens vi har været væk - og der skal lige trækkes det sidste ud af os inden vi forlader landet.. På hjemmefronten er der blevet meget stille. Olsen er her ikke mere - underligt ikke at have ham at snakke med efter endt arbejdsdag... Alle fra lejligheden ovenover er rejst... Der er kun Heidi, Pia og os tilbage. Der skal dog nok blive liv nok i lejligheden, lige nu har vi besøg af Louise og Charlotte fra IU, som er her for at evaluere vores projekt.. Og derefter kommer der en præsteafløser med sin kone - og så kommer der en gruppe danske unge, som skal rejse rundt i landet... De skal så overnatte på vores terrasse... Så der kommer liv og glade dage i hytten!!
Nå, så lidt blev det vist heller ikke. Vi har ikke så mange billeder alle steder fra vores tur - fx har vi ikke et eneste fra Alexandria.. Men I får lidt at se!!