Som sagt havde vi tur med kirken til Soreq-hulerne, Latrun og Mini Israel i tirsdags. Det var en virkelig hyggelig tur - og jeg fik æren af at køre en af bilerne, hvilket var helt igennem fantastisk. Vi var 5 volontørere, Olsen og 2 fyre, som var på besøg i Israel, afsted på turen, så det var hyggeligt samvær. Soreq-hulerne er drypstenshuler - eller umiddelbart nærmere en stor hule.
Latrun, tja, det var meningen vi skulle have været på klosteret og se det - og ikke mindst se noget fra deres vinproduktion, men typisk var det, at de havde lukket i middagstiden, så vi nåede aldrig ind. Det sidste vi gjorde var at tage til Mini-Israel, hvor der er, som man næsten kan gætte sig til, lavet en mini udgave af Israel. Vi kunne se Haifa, Eilat, flere steder i Jerusalem osv. Det var virkeligt godt lavet.
Dagen blev sluttet af hjemme i lejligheden med undervisning ved Olsen om at bedømme forkyndelse. Det var en rigtig god dag alt i alt.
Torsdag tog vi turen til Jericho, hvor vi skulle på overnight weekend med advanced group fra Bethlehem og Ramallah. Der havde vi to hyggelige dage, på et godt hotel. Ja, sådan nogle lejrture er meget anderledes hernede end i Danmark. Der er bestemt ikke noget, der er primitivt. Første aften havde vi undervisning, mens vi fredag var på tur til Qumran, hvor man har fundet Dødehavsrullerne og også nogle få steder i Jericho. Sent om eftermiddagen gik turen tilbage til Jerusalem, efter et par timer med tid til at hoppe i poolen. En dejlig weekend med nogle rigtig søde mennesker. (billederne er selvfølgelig på arbejdet - måske jeg får sat nogen ind, når jeg har mulighed for det - men bestemt ingen løfter)
Fredag aften skulle vi ud at spise afskedsmiddag med Olsen og Maria, det var en rigtig hyggelig aften, på en rigtig god restaurant på et hotel i Jerusalem meget tæt på den Gamle By. Vi nød aftenen, dejligt med en hyggelig stund os 4 imellem.
Lørdag morgen skulle den stor overraskelse komme til Birgitte. Nanna og Miriam kom nemlig på "uanmeldt" besøg - dvs. jeg har korresponderet med dem, så jeg vidste at de kom og hvornår osv. De fik lov til at vække Birgitte - og jeg kan bare sige, at jeg tror sjældent, at jeg har set så overrasket et ansigt på nogen. Da Birgitte var blevet frisket lidt op og morgenmaden indtaget tog vi ind i Den Gamle By og fik lidt rundt og hilste på nogle folk og osede lidt inden klokken slog 16 og vi skulle have gudstjeneste. Det var Olsens sidste gudstjeneste, så det var lidt underligt, men en rigtig festlig fejring. Vi sluttede af med at synge "Herre, jeg vil gerne tjene" som postludium - det tror jeg, var et super godt punktum for 4½ års tjeneste i Israel for Olsen. Bagefter gik vi ud og spiste en rigtig god middag, før kursen blev sat mod præstelejligheden, hvor Meet the People volontørerne modtog diplomer for deres ophold hernede - og der var forbøn for os alle. Det var en virkelig dejlig aften.
Søndag fik Birgitte ringet til Majdi, som er en palæstinensisk mand fra Bethlehem. Han havde sagt, at vi bare kunne ringe, hvis vi engang ville vises rundt i området - så det benyttede vi os af. Det blev til knap 3 timer, hvor vi selvfølgelig drak noget juice i hans butik (hvor vi kender ham fra) og så så vi Shephards' field (hyrdernes mark) og Fødselskirken. Andet nåede vi desværre ikke, men derefter mødtes vi med Olsen, Basheer og Issa (to sidstnævnte to palæstinensere, som vi har mødt igennem Olsen) Vi havde en hyggelig eftermiddag på en rigtig god restaurant, så det var dejligt.
Vi havde en rigtig hyggelig grillaften herhjemme, med god mad og drikke - og ikke mindst rigtig godt selskab.
I dag har Birgitte og jeg så været på arbejde, mens Nanna og Miriam har fået set Oliebjerget. Vi får at se hvad den kommer til at stå på de næste par dage - lidt arbejde bliver vi nødt til at få klaret. Og så skal vi jo have sagt farvel til Olsen. Det bliver super underligt, at han lige pludselig ikke længere er her! Fredag eftermiddag kommer turen nok til at gå til Egypten, for at få forlænget vores visum endnu engang. Vi håber og beder til, at det endnu engang må lykkedes. Natten til lørdag tager Miriam og Nanna så atter hjem til DK - så indtil da vil vi nyde besøget!!