Ugen der blev væk

Der har simpelthen været travlt siden vi sidst har skrevet på bloggen, faktisk kan vi knap nok skelne dagene fra hinanden. Men vi vil alligevel prøve at give et lille indblik i hvad der er hændt!

Søndag gik vi lidt rundt i byen, igen igen.. Vi kiggede i butikker på Jaffa Street og Ben Yehuda, dog uden at bruge penge på andet end en bagel. Efter byturen tog vi i en nærliggende park - Independence Park. Græsset var ret afsvendent, overraskende for os optimistiske danskere, som er vant til at alt er så frodigt! Men vi lagde os nu ned alligevel og nød solen - lige indtil en ung jødisk fyr kom hen til os og stilte os det underligste spørgsmål vi nogensinde har hørt, først på hebraisk (yes, vi ligner indfødte!!) dernæst på et meget begrænset engelsk. Men spørgsmaalet lød: Må jeg ikke gerne være jeres slave? Da vi spurgte hvorfor sagde han blot, at det jo var meget sjovt, og han skulle nok være en god hund - ja, han ville rent faktisk bare gerne slikke vores sko rene. Hvad svarer en klog til dette? Ja, det ved vi ikke, men vi takkede pænt nej, hvorefter han prøvede at overtale os i 10 minutter eller sådan noget. Trods ihærdige forsøg skal det afsløres at han ikke fik held med det, vi var standhaftige... Senere har vi fået forklaret lidt om både den jødiske og muslimske tankegang, så nu er vi nok 100 pct klar over hvad han egentlig ville, selvom han sagde, han ikke ville røre os.

Efter vores begivenhedsrige parktur tog vi i kirke i King of Kings, som er en meget amerikansk inspireret menighed. Det var meget spændende at prøve, der var virkelig god lovsang og en masse unge mennesker, så der kunne vi nok godt finde på at tage tilbage til. Efter kirke tog Birgitte ud med nogle af de andre volontørere, for at drikke en kop kaffe, mens Dina tog hjem for at sove den sidste sygdom ud.

Mandag endte vi til vores store overraskelse i Ramallah, hvor Samouel, som vi arbejder sammen med om et projekt i Ramallah, inviterede os hjem til sig, til hjemmelavet mad. Det var rigtig hyggeligt, og det blev da også til lidt arbejde, da Nadar, som også er med i projektet, kom. Efter vores lille møde, var vi med i deres kirke i ca 10 min, da vi kom til arabisk tid, dvs 20 min for sent (mindst). Bagefter var vi ovre i en ungdomsklub, som forskellige kirkesamfund er fælles om. Det var rigtig hyggeligt at se dem i deres dagligdag, og Birgitte fik sig nogle gode kampe i pool og bordtennis ud af det, mens Dina bl.a. fik en god snak med en journalist (of the record) Bagefter kørte vi rundt med Nader og Samouel i Ramallahs aftenmørke og dagen blev godt sluttet af med en smagsoplevelse af de store, nemlig 2 slags kager med smeltet ost i - faktisk smagte det fint, men vi holder os pænt til de små portioner, da man ret hurtigt kan gå hen og blive træt af den meget søde fornemmelse i munden!

Tirsdag gjorde vi vores store investering, eller rettere sagt Israelsmissionens store investering, da vi - vel at mærke i arbejdstiden - gik ned for at købe en nye seng. Så nu ser vi bare frem til at få den bragt hjem i lejligheden, saa vi kan komme til at ligge oppe i normal højde. Ikke nok med det, så købte vi også lidt håndklæder og noget nyt sengetøj, da vi (specielt Dina) lå helt i laser til sidst. Så det var en rigtig shoppingdag. Efter shoppingturen tog vi ud at spise, det endte med at blive ret fint og dermed også dyrt, men det var nu dejligt. Vi fik i hvert fald brændt nogle timer af inden vi skulle videre.

Om aftenen tog vi ud i Joffi huset, hvor vi blev ført lidt mere ind i de jødiske traditioner, idet vi hørte om Jesus som Rabbi. Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen med alle de andre volontørere.

I går endte arbejdsdagen i Betlehem, hvor vi skulle planlægge en weekendtur for de to ungdomsgrupper fra Ramallah og Betlehem. Det viste sig at være en meget anderledes oplevelse for os, da de endte med at tage hele mødet på arabisk. Vi prøvede ihærdigt at følge med, men det er svært når det eneste arabiske man kan er yalla, habibi og kief hallak (skynd dig/hurtigt, min elskede og hvordan har du det?) Men heldigvis oversatte Yousef lidt, så ikke alt gik hen over hovedet på os. Men meget arabisk kom vi heller ikke frem til nogle konklusioner, ikke engang datoen for turen (tror det bliver i februar) men vi sidder i stedet tilbage med en masse løse ender, som vi håber de selv får styr på! Til deres forsvar skal vi også sige, at der faktisk er mange problemer i at planlægge en sådan tur - fx må ikke alle komme uden for Betlehem, mens der ikke er nogle generelle fridage, så det er ikke til at sige, om folk overhovedet kan deltage. Sådan er der rigtig mange problemer/forhindringer.

Da vi kom hjem i går aftes var der åbent hus hjemme hos os, som sædvanligt, så der var liv og glade dage der. Louise fra vores kontor kom og fortalte lidt om Musalaha med fokus på kvinderne i Mellemøsten. Vi fik også selv lidt tid, hvor vi fortalte om vores ungdomsprojekt - men hvor mærker man i sådan en situation, at man stadig er meget ny i det hele, og ikke rigtig kender til alle detaljerne. Men det fik nu trods alt meget godt. Det var dejligt at høre lidt mere om den organisation var arbejder for, for på den måde fik vi virkelig set hvor meget vi er involveret i, og hvor stort et arbejde der gøres. Det er fantastisk at være en del af et så vigtigt arbejde, det føler vi os meget velsignet over.

I dag har vi faerdiggjort Salims bibliotek. Det var været et stort arbejde, men hvor er det skønt at nå til enden. Kl 15 stod vi endnu engang i Bethlehem. Der havde vi aftalt at mødes med Yousef, fordi der skulle være undervisning. Men som med alt andet, så var døren låst, så der gik små 3 kvarter inden vi kom ind - men i mellemtiden viste Yousef os fødselskirken. Til mødet kom knap 20 unge og lidt ældre folk også, hvor vi faktisk bare endte med at se en film: "Pay it Forward" Det var lidt underligt i starten, men det endte rigtig godt, da to af fyrene gav os et lift til checkpointet. De var virkelig søde - hvor er det dejligt at folk er så hjælpsomme. Da vi kom til Betlehem tog vi en taxa til det sted vi skulle mødes, men chaufføren havde ingen vekselpenge - så han sagde at vi bare skulle ringe når vi skulle hjem igen, så kunne vi finde ud af det der - så meget stoler folk på en her. Nu endte det jo med, at vi ikke havde brug for en taxa hjemad, så vi ringede til ham og undskyldte mange gange, hvorefter vi sagde vi ville ringe til ham næste gang vi skulle til Betlehem - men han sagde bare at det var helt i orden, og reaktionen på at vi ville ringe efter ham næste gang var Inshalla (om Gud det vil) Så det er fantastisk at der er sådan en tillid! Da vi skulle forlade checkpointet var vi sent på den, så vi var ikke klar over om busserne var holdt op med at køre helt derud - så vi begyndte at gå hjem. 2 busser kørte lige for næsen af os, og vi overvejede kraftigt om vi skulle finde en taxa - men så holdt et ungt par ind til siden (man kunne tydeligt se at hun var europæer) og spurgte om vi ikke ville have et lift ind til Jerusalem. Vi takkede ja (undskyld til begge par forældre) og afsted kørte vi. De sagde at de ville sætte os af i centrum, hvorfra vi sagtens kunne tage en bus - men det endte rent faktisk med, at de kørte os lige til vores dør. Det sjove er, at manden er buschauffør på den linje, vi kører med til og fra arbejde, så det var lidt skægt. Men ja, alt i alt en god dag, nogle dejlige oplevelser til sidst i forhold til transport og i forhold til hvor hjælpsomme folk er!

Nå, det blev endnu et langt indlæg. I weekenden skal vi på nogle forskellige ture - men meget mere om det senere!!