Tiden er igen kommet for, at vi må få bloggen opdateret! 4 meget gode dage er gået, hvor vi har fået utrolig mange oplevelser, hvoraf en del har været meget typisk israelske. Mere om det senere.
Fredag morgen var vi begge klar til at tage på arbejde, om end for halvt blus for mig, Dinas, vedkommende. På vejen til arbejde, valgte vores buschauffør, som i øvrigt lignede én, der lige var faldet ud af sengen, at tænde for sin elektriske barbermaskine og barbere sig med hjælp af bakspejlet, hvilket medfulgte, at vi alle kunne følge med i den ellers nydelige barbering! Nå, men vi kom til kontoret i meget god tid, så vi fik set lidt af nabolaget. Da vi skulle op i opgangen til kontoret, lagde vi mærke til en frygtelig lugt – jeg mente en lugt af rådden banan, Birgittes næse lugtede mere til sure sokker – da vi senere gik nedad trappen igen, fandt vi ud af, at der lå en hjemløs mand krøllet sammen i hjørnet under trappen – ja hygiejne var da vist ikke noget han kendte til! En halv time efter vi var mødt, skulle vi på tur med alle kollegaerne til Bet Shemesh, som ligger på grænsen mellem Israel og Vestbredden. Det er et af de få steder, hvor både israelere og palæstinensere kan mødes. Der havde vi fornøjelsen af 2½ times undervisning om vejnettet på Vestbredden. Faktisk var det meget spændende, for det gav os et større indblik i hele situationen på Vestbredden, både politisk og socialt. Til mødet kom også Yousef, som vi tidligere har mødt i Danmark, det var virkelig hyggeligt at møde ham igen, vi fik en god og sjov snak med ham til frokosten bagefter. Da vi skulle med vores taxa hjem igen, fik vi også set lidt af hvordan Israel åbenbart kan lave love som de vil – eller i hvert fald påstå at de har nye love. Vi kunne nemlig ikke, som turister i landet (eller generelt med udenlandsk pas) få lov til at tage den hurtigste vej ud, som vi havde taget ind. Så vi delte os i to, de lokale kørte med chefen hjem, mens vi andre måtte igennem Bethlehem. I Bethlehem var vi vidner til en mindre demonstration og en masse politifolk på gaderne. Nå, vi kom da ud, men ikke uden at folkene ved checkpointet tjekkede os alle meget ud – underlig fornemmelse.
På vej hjem fra arbejde fik vi så endnu en af de der oplevelser, man kun får i Israel. Vi er lige kommet ind i bussen på vej hjem, hvor vi hører et kæmpe brag lige ved siden af os. Tanken kom, var vi kørt galt? Men vi havde set noget flyve lige ved siden af os – det viste sig, at en varevogn med åbent lad, havde tabt den vejarbejdsmaskine, som den ellers kørte af sted med. Bilen var selv kommet midt ud i lysreguleringen, men den måtte jo så, da chaufføren opdagede hvad der var sket, bakke tilbage og få den store maskine op igen!
Fredag aften havde vi hyggeaften i lejligheden med Olsen, hvor vi lavede god dansk mad sammen og så en film om en jødisk familie, som kirkevolontøren Maria også så med os. Derefter så vi Rejseholdet, som Olsen har som DVD samling. Vi sluttede aftenen af med et slag Ludo!
Lørdag i løbet af formiddagen besluttede Birgitte og jeg, at vi ville begive os på opdagelse i Jerusalem. Vi endte med at kigge rundt i den gamle by. Mange steder så vi politiafspærringer, det viste sig, at det var til tempelpladsen, som kun var åbent for muslimer. Men vi fik set Oliebjerget fra afstand, og vi fik sagt hej til to nye venner i det kristne kvarter – den ene hedder Ali Baba (eller det gør hans butik i hvert fald…) Han bød på en kop te, så det var dejligt – næste gang husker vi dog at frasige os sukker i den!! Bagefter fik vi os vores første falafel – 6 shekel svarende til 9 kr kostede den, og vi kunne ikke spise op. Derefter gik vi til Gravhaven, hvor vi i porten blev mødt af Philip. Han var med os i Bet Shemesh i fredags med Musalaha, da han er gift med Ambreen, som er vores sekretær på kontoret. Han kunne huske vores navne – så føler man sig virkelig velkommen. Han sagde, at vi var velkomne til at følge med ham, når han skulle guide en flok amerikanske turister i haven. Så vi nåede en halv guidet tur, men vi blev nødt til at smutte, da vi skulle i kirke i den danske kirke. Der havde vi en dejlig gudstjeneste på dansk, hvor der også var en forbønshandling for os og vores tjeneste her i landet. Vi blev med det samme inddraget i menigheden (som er meget lille og næsten kun består af danske volontører), så Birgitte tog sig pænt af indgangs- og udgangsbønnen mens jeg fik lov til at stå for læsningerne. Efter gudstjenesten var der kirkekaffe og så tog vi sammen ud af spise, Olsen og 6 volontører var vi alt i alt. Det var en rigtig hyggelig aften!!
I går, søndag, var tiden så kommet til mere sightseeing – klædt ud som virkelige turister, så det var med rygsækken på ryggen, kameraet og 2 guidebøger i hænderne. Fantastisk. Vi endte med at gå ’Via Dolorosa’ – ”smerternes vej’, der hvor Jesus angiveligt gik inden korsfæstelsen. Det hele endte i gravkirken! Det var en dejlig dag, hvor regnen silede ned, så med våde sokker vendte vi snuden hjemad, til indkøb i det lokale supermarked. Vi købte STORT ind, så nu har vi ALLE basale varer! Hjemmelavet med og friskbagte boller kom den til at stå på.
I dag har vi været et smut i Tel Aviv. Der skulle vi til den norske ambassade for at få et visum til en palæstinensisk fyr. Han kan ikke selv rejse ind i Israel, da han bor på Vestbredden, så det skulle vi klare for ham. Ambassaden lå lige ved et stort indkøbscenter, så vi osede en smule, mens vi ventede på, at nordmændene fik klistermærket i – da det var færdigt spiste vi vores medbragte mad i en nærliggende park, hvorefter vi tænkte, vi ville ned til stranden. Vi havde ikke lige regnet med at der var så langt, som der i virkeligheden var, men nogle kilometre senere, så kom vandet. Strand er måske så meget sagt, men en hyggelig havn og mange små moderne caféer var der, så en kæmpe is blev det til for os. DEJLIGT… Vi nød solen og efter en times tid, gik turen mod Jerusalem igen, hvor vi nu lige har gjort hele hytten rent! Nu skal der slappes af, og så kunne det måske tænkes, at hovedet rammer puden forholdsvist tidligt i aften…
Beklager meget at det er blevet så langt, forhåbentligt en engangsforseelse fra vores side!! Og så var der lige de billeder - lige pt vil computeren/blogspot/nettet ikke uploade dem, så I må vente med at se dem... De kommer så hurtigt som muligt!!!
mandag den 12. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Piger, intet mindre end fantastisk er det at læse jer skrive om jeres oplevelser - skønt at I har det så godt!! Vi tænker meget på jer!!
SvarSletTanker og hilsner
Sara