mandag den 2. marts 2009

Hygge er kodeordet i vores hverdag!!!

En uge er næsten gået siden sidste opdatering - om det er et tegn på at der har været travlt eller om det er fordi der ikke har været noget at skrive om, vil det nedenstående komme til at vidne om, så må I jo selv vurdere!

I onsdags var det aske-onsdag - det betyder at fasten er gået i gang og fra den dag var 40 dage til påsken. Vi markerede dette med en gudstjeneste i den danske kirke. Det var virkelig stemningsfyldt. En rigtig dejlig aften sammen med en hel del volontørere og selvfølgelig Olsen i egen høje person... Birgitte og jeg har valgt at faste på en ny måde - vi undværer egentlig intet, men prøver at prioritere lidt anderledes i hverdagen! Og så er vi gået igang med at læse bogen: "Se hvor nu Jesus træder" som har et mindre stykke til hver dag inden påsken, hvor vi ser på Jesu liv på nært hold. Det er rigtig inspirerende.

I torsdags fik vi besøg efter en endt arbejdsdag af Sandra og Bjarne, som jeg har gået på højskole med, og som er hernede som Joffivolontørere på et handikaphjem. Det var virkelig hyggeligt at spise sammen, ryge vandpibe og snakke. Dejligt at møde nogle venner derhjemmefra - og jeg tror bestemt også Birgitte hyggede sig med det, på trods af hun kun havde mødt dem et par gange tidligere!

Fredag blev en travl dag, hvor vi først var på kontoret indtil kl 14, hvor vi lukker og slukker om fredagen. Vi skyndte os så til bussen i øsende regnvejr for at nå hjem til dansk klub i lejligheden. Vi skulle have fastelavnsboller, marabouboller og meget mere. Alle danskere i området var inviteret til en hyggelig eftermiddag kl 15 - og hyggeligt var det. Desværre skulle vi allerede videre kl 15.45, for vi skulle til undervisning af ungdomsledere i Ramallah. Så ud i regnen igen og ud på en, lad os kalde det interessant bustur. Ja, for buschaufføren kørte vildt stærkt på trods af regnen - han var ved at køre ind i forbipasserende biler 2 gange, og han kørte over et bump med meget høj fart - og da Birgitte og jeg sad lidt udsat på bagerste række i bussen fløj vi ca. ½ meter op i luften for at ramme sædet igen med et brag. Puha, det blev til en ordentlig grinetur, men også en øm ryg for begges vedkommende. Vi fik ufatteligt meget opmærksomhed, de er vist ikke vant til at man griner så højlydt i offentligheden hernede, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Nå, men da vi så kom til Ramallah, tog vi en taxa til den kirke vi skulle mødes i - og på turen formåede chaufføren at køre igennem den største vandpyt - så vandet oversprøjtede en politibetjent - ups...
Nå, men så mødte Samouel os i kirken, hvor vi først havde en times undervisning ved Nader. Det var på arabisk, men senerehen forklarede Nader os hvad det handlede om - kort fortalt var det om en kirke, som er bygget op af knogler... (ok, meget kort fortalt...)
Bagefter gik vi over i en tilstødende bygning, hvor kirken havde møde om kristen identitet. Det var angiveligt meget spændende, men igen foregik det på arabisk - i morgen har vi dog møde med Samouel, så der regner vi stærkt med at få en mindre genfortælling af de 2 timers undervisning. Det skal lige nævnes, at vi havde rigtig svært ved at sidde stille, da det bare var VILDT koldt begge steder, så vi nød at blive færdige - hvor vi fik lidt kaffe og hilste på en del af deltagerne fra overnight weekenden - rigtig hyggeligt at se dem igen.
Efter mødet tog vi hjem til Samouel, hvor vi fik varmen over pejsen og vi fik også en let omgang aftensmad.. Bagefter hentede Nader os, og sammen med Samouel og en fyr ved navn Ferdig (eller hvordan det nu staves) tog vi på cafe - uh det var et godt sted, en dejlig kop varm kakao. Efter en god stund der, kørte vi til den lejlighed som de havde lånt til Birgitte og mig, hvor vi kunne sove. Det var koldt, men vi fik da sat varmen til og snakket lidt med fyrene inden turen gik hjem for dem igen - de havde godt nok sagt at Ferdig ville komme tilbage og sove - havde det vist ikke 100% godt med at lade os være alene, men han kom nu aldrig. Vi fik en god nats søvn, dog afbrudt af et par telefonopringninger i de tidlige morgentimer.

Lørdag formiddag tog vi tilbage til Jerusalem, hvor vi lige nåede et bad inden vi skulle i kirke - eller nærmere sagt menighedsskole om Jobs Bog inden gudstjenesten kl 16. Begge dele var godt, som sædvanlig. Altid godt samvær. Bagefter tog vi - 10 piger og Olsen - ud at spise og derefter tog alle med herhjem - for det var afskedsaftenen for Julie og Trine. En rigtig hyggelig aften... Men underligt at tage afsked med dem - Julie bliver her dog noget tid endnu for at rejse rundt...

Søndag sov vi længe - og slappede af med brunch osv indtil klokken blev næsten 15 - da bestemte vi os for at gøre alvor af vores trusler om at tage i Jerusalem Mall - så i regnen tog vi afsted til noget shopping - og lidt blev der da også købt, men hold fast hvor er det stort, man skal jo næsten vide hvilke butikker man vil i, ellers kan det jo tage evigheder. Efter et par timer der, tog vi tilbage til Jerusalem centrum, hvor vi tog på cafe Egon efter lidt mad og et stop vandpibe:) Derefter gik turen bare hjem, hvor Birgitte fik læst lidt og jeg fik skypet lidt...

I dag har vi været på kontoret og kl 12 gik turen til Betlehem, hvor vi mødtes med Yousef. Vi fik snakket lidt om overnight weekenden og klaret diverse ting. Så det var meget godt. Nu har jeg så gjort hytten rent, opdateret bloggen og næste punkt på dagsordenen må være at skrive en rapport mens Birgitte klarer bagningen af noget nyt til madpakken. Herligt!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar